|
Onsdag d. 31. maj.
Så sluttede foråret. I
følge kalenderen slutter foråret i dag, og det næsten
før det er kommet i gang. Det har været en kold og våd
måned, faktisk ideelle forhold for en havørredfisker, og
så alligevel, der er fanget fisk, både fine laks og
havørreder, men der er godt nok langt mellem snapsene!
I går var sønnen og jeg en tur i
Holsted Å, det gav en skrubbe, ikke lige hvad der var
øverst på ønskesedlen, den kom da også hurtig ud igen.
Generelt er åerne høje og stadig
uklare, dog ikke så snavsede som i weekenden. Brugte
eftermiddagen i Varde Å, hvor det nu er muligt at se
linen næsten 1 meter ned i vandet. Hørte en enkelt fisk
springe, men oplevede ellers intet der er værd at
berette om.
Søndag. 28. maj.
Regn, regn, regn og blæst.
Har været lidt omkring de sidste
dage. Torsdag aften i Kongeåen, på mejeri stykket,
dejligt vejr og masser af vand. Der var fisk i
overfladen, men ingen af de vægtige var til at få i
tale. Fredag var jeg i Sneum Å, Endrup nærmere betegnet.
Det var den skønneste stille og dejlige aften,
småfiskene ringede i overfladen. Tidligere på dagen var
der taget en fin laks længere ude, var de øverst, viste
de sig i alt fald ikke!
Lørdag var det så Varde Å, der var
ingen folk deroppe, mødte kun to andre fiskere. Åen var
meget høj, og temmelig snavset. Især ved Skonager bæk's
udløb og ved Vesterbæk. Det lignede nærmest cacao,
heller ikke her var der liv. Aftenen og natten har bare
bragt endnu mere regn, her til eftermíddag skinner solen
så endelig, men det blæser en heftig vind, ikke lige
vejr for en tørfluefisker, men nu kan der da snart ikke
være mere vind tilbage eller ?...
25. maj. Majfluerne
klækker.
Er netop kommet
hjem fra Gels å. Hernede klækkede majfluerne samt den
lille gule, Heptagenia Sulphurea. På trods af det
kraftige blæsevejr, var der både insekter på vandet og
ringende fisk i overfladen. Så måske man skulle overveje
en tur til Kongeåens midterstykke i aften når vinden
flover, det kunne give et fantastisk fiskeri med
majflue/spent spinner imitationer.
23. maj. Åerne i
området.
Igen i går
aftes var jeg i Sneum Å, dejlig tur, for der var ophold
i blæsevejret, der var småt med insekter, og jeg så da
heller ingen ringende fisk. I dag blæser det lige så
meget, men mon ikke vinden lægger sig hen under aften.
Denne tekst er fra midten af
måneden, efterfølgende har jeg set stadig større stimer
af tobis ligesom fjæsingerne også er kommet ind. Disse
så jeg dog kun den sidste aften, hvor kufferten var
pakket, og derfor har jeg endnu ikke fisket på dem.
12. maj. Nyt fra nord.
Det er for alvor blevet varmt
herhjemme. Solen stråler fra en skyfri og der er rigtig
kommet grøde i naturen. Hjemme har tørflue og nymfe
fiskerne kronede dage. Der er godt gang i klækningerne
og det varer ikke længe før majfluerne melder deres
ankomst. Så kalder Kongeåen for alvor, ned og prøve
kræfter med åens fine stallinger, måske man endda kan
være heldig at få en havørred til overfladen, det ville
ikke være dårligt...
Nå, I skal også have lidt nyt fra
Læsø. Heroppe har tingene sig. De dyr i vandet jeg skrev
om da jeg var her sidst, er her ikke mere, dvs. rejer og
småfisk er der masser af, for hver dag flere, syntes
næsten at nu kan der snart ikke være flere yngelfisk
her. De går i kæmpestimer, en dag oplevede jeg en stime
med en udstrækning på mere end 25 m2, og mindst en meter
ned i vandet. Fantastisk skue.
Den ene nat jeg fiskede, oplevede
jeg igen en af disse større stimer.
Nedefra kom skrubberne op og
jagede i overfladen, jeg oplevede 10 fisk der fulgte
efter fluen, men tage den ville de ikke. Næste dags
formiddag var jeg en tur på kysten, faktisk med
forventning om at få lidt sjov med hornfiskene, men
desværre var vandet, udover at være ekstremt lavt, også
fyldt med fedtemøg, men med lidt dyb vadning kom jeg ud
på den anden side og kunne fiske i klart vand, men
desværre ingen hornfisk den dag.
En af mine kolleger var en tur på
kysten et par dage før jeg kom på arbejde sidste gang,
den tur resulterede i en fin lille havørred, så de er
her.
Onsdag formiddag var der igen
store stimer af småfisk i overfladen, men denne gang var
der også tobis, de cirklede rundt under stimen og angreb
fra tid til anden småfiskene, meget spændende at
iagttage.
På min nattur havde jeg held til
at se 5 ørreder, men alle små og ikke interesserede i
fluer.
Efterhånden som temperatur stiger
og solen får stadig mere magt, stiger turismemængden
også herovre på øen, der begynder at komme flere
lystfiskere på molerne og på stranden, men stadig har
jeg til gode at høre om fisk som vi kender dem fra den
jyske østkyst, men det skal nok komme (det håber jeg i
alt fald) Multerne er ligeledes på vej, de er set i
Østerby havn i sidste uge, så de er nok snart i Vesterø.
Dem taler de lokale meget om. Der er både mange og store
herovre, faktisk var der en der fortalte om en 7 kg
multe, se det er jo rigtig interessant, så jeg har store
forventninger til det fiskeri, men mere om det senere.
Mandag d. 22. maj. God
vandstand og friske fisk i åerne.
Hvor dejligt at komme hjem
og se hvor grønt alting er, at se åen med høj vandstand
og høre om de fine fisk der er blevet fanget. Sneum Å
har leveret et par fine laks og det samme med Varde Å.
Så sent som i går aftes var jeg i Sneum Å, her var liv i
vandet, men ingen kunne få fiskene til biddet. I
formiddag var jeg i Gels Å, det stormede en pelikan, så
det blev en kort tur, heldigvis er vinden flovet, så mon
ikke aftenfiskeriet bliver bedre.
Kim Andersen fra Esbjerg,
skrev til mig om en stor fisk han havde haft på i Varde
Å. Desværre for ham stod den dog af efter få minutter.
Andre har været heldigere i den forgangne weekend, der
blev fanget to mindre laks på 3-4 kg.
I skal ikke snydes for en
historie fra Læsø, den kommer i morgen...
6. maj. Aftentur i
Kongeåen.
På
trods af østenvinden kunne jeg ikke dy mig. Det kriblede
i fingrene, vinden var flovet og jeg havde endnu ikke
været i Kongeåen i år. Så godt nok i onsdags, at
vandstanden var temmelig lav, men efter en
telefonsamtale med Frank Jensen tidligere på aftenen
overbeviste mig om at jeg måtte af sted. Der var både
set og rejst store fisk, skulle det være i aften?
Efter en tur nedover det
øverste af mejeri stykket må jeg erkende at heller ikke
i dag skulle det være, håber lørdagen bringer mere
action!
5. maj. Eftermiddag i
Varde Å.
Endnu
en strålende dag og med strid vind fra øst. Alligevel
var det en dejlig dag oppe på det øverste af Varde Å.
Igen i dag brillerede fiskene ved deres manglende
tilstedeværelse. Det eneste liv jeg mødte, var faktisk
Jørn her fra Bramming, der var ude med ormestangen. Han
fortalte at han havde været i gang siden kl. 8 i morges
og at han heller ikke havde set nogen fisk.
3. maj. Gels Å og
Kongeåen.
Turen
gik i dag til Gels Å. Dejlig klart vand og med god træk
i linen. Efter endt fisketur kørte jeg forbi mejeriet på
vejen hjem. Talte her med to ormefiskere, der havde
været ved Bid 2 og neden for mejeriet, ingen fisk, og
ingen vand, åen var da også ualmindelig lavvandet.
Vinden har stået i øst
hele dagen, men er nu på vej i sydøst, lad os håbe den
vender til i morgen.
2. maj. Aften i Holsted
Å.
Det var en
usædvanlig dejlig forårsdag i Sydvest Jylland i dag. Blå
himmel og svag vind, kan det være bedre ?
Jeg havde valgt at
tilbringe eftermiddagen på Varde Ås øvre løb. De første
bøgetræer er sprunget ud og alting er ved at blive
lysegrønt.
Lidt ligesom håbet. Nå
det blev heller ikke i dag...
Aftenen blev brugt i
Holsted Å. Vejret var simpelthen for dejligt til at
sidde indendøre, så jeg tog et smut på golfbanen. Troede
først at jeg havde hele åen for mig selv, men på vej
opstrøms stod en anden fluefisker og fiskede i en af
hullerne, hvorfor jeg valgte at gå nedstrøms.
Så enkelte småfisk i
overfladen men intet seriøst.
1. Maj. To fine fisk fra
Varde.
Tidligere i dag er der blevet fanget to laks over 10 kg.
Fiskene var 102 og 103 cm lange.
Jeg fiskede på det
øverste stræk nedenfor værket, og havde her fornøjelsen
af en fisk i tre ryk og det var det, men så sker der da
lidt.
Geddesæsonen startede med
premiere på Karlsgårde sø. Desværre var jeg forhindret,
og har endnu ikke hørt om resultatet. Forhåbentligt mere
om det senere. |