|
Mandag d. 31. juli.
Turen i går, gik til Varde
Å. Jeg havde sat Per i stævne på Hvide banke. Da jeg kom
frem til p-pladsen og var ved at rigge til, kom Per
gående op fra åen, oven i købet med en fisk i hånden. En
fin lille sommerhavørred på 48 cm. Den huggede i andet
kast, på en brun flue str. 6.
Åen er stadig lav, men
regnvejret der startede i går, bringer forhåbentligt
mere vand i systemet. Vandtemperaturen var i går aftes,
oppe på 20,5 grader C.
Vi var tre andre fiskere
på åen, men ingen andre havde haft kontakter.
|
 |
|
Per Hansens sommer havørred på 48 cm |
Torsdag d. 20. juli.
Kongeåen, mindre end nogen sinde.
Kongeåen stod for tur til
aften. Efter endnu en rædselsfuld varm dag, kom
køligheden efterhånden som solen drog vest over. Sad og
overvejede om det skulle være Holsted å eller Kongeåen,
det endte op med det sidste. De seneste dage har jeg
fået nogen gode meldinger fra åen, ikke at der bliver
fanget noget, men fiskene viser sig, samt hvad der er
endnu vigtigere, der kommer friske fisk op i åen.
Grundet den ekstrem lave vandstand (vel nok den laveste
i mere end 20 år) og den megen grøde, valgte jeg at
fiske med bomberfluer. Tre kast i stryget, der hver gang
endte med at fluen hang fast i grøden, valgte jeg at gå
helt op til fredningsbæltet. Eller næsten, fandt en god
plet med god oversigt over åen, eller rettere bækken,
for den er godt nok lille for tiden.
Over alt var der ringende
fisk, skaller vil jeg tro eller måske små ørreder fra i
vinter, ved det ikke. Pludselig hørte jeg en lyd, der
til forveksling lød som et udløb på et gammeldags
fluehjul. Det pirrede min nysgerrighed hvorfor jeg gik
det sidste stykke. Her havde jeg fornøjelsen af at møde
Ole Tambour, hvilket resulterede i en lang og hyggelig
snak om forskellige typer fluestænger samt masser af
andre spændende ting. Ole havde heller ikke det store
held med fiskeriet, hvilket betød at vi i stedet gik op
og drak kaffe.
Der er blevet klippet
grøde for ikke så længe siden, men den alt for megen sol
der har været på det sidste, har medført at grøden
allerede står højt igen og det er ikke nemt at fiske før
der kommer noget vand, lad os håbe at det ikke vare for
længe.
Onsdag d. 19. juli.
Varme, få fisk og bil hærværk.
Netop hjemkommet fra det
nordjyske, har jeg været en tur i åen. Gels å blev det
til i går. Der var masser af folk dernede, og mange
fisk, men ingen der ville noget. Havde selv fornøjelsen
af at se fire fisk. Men som det sikkert er de fleste
bekendt, har det ikke regnet i dette område i to måneder
nu, vandstanden i åerne er meget lave og der hvor der
ikke slås grøde, er det blevet meget svært at fiske. Det
er da også ved at være længe siden der sidst er blevet
fanget fisk, men de er der.
Ved motorvejsafkørsel 72,
ved Bramming er der en lille p-plads, der er meget
benyttet af folk der fisker på den midterste del af
Sneum å. Desværre har der i den seneste tid, været en
del rapporter om hærværk på de parkerede biler. Så måske
det er bedst at finde et andet sted at stille bilen, når
man skal ned og hygge sig ved åen.
d. 11. juli. Lavt
varmt vand.
Så
er jeg hjemme igen og har været en tur i åen. Sneum Å
har kastet en del gode fisk af sig på det sidste. Grøden
står højt og det i kombination med den lave vandstand
gør ikke fiskeriet nemt, men her til formiddag er der
kommet lidt regn, lad os håbe på mere af det.
Varde Å var også lavere
end set i mange år. Fiskene trykkede sig og der var
intet liv.
Torsdag d. 6. juli. Multe
oplevelse fra Læsø.
Det er tropisk sommer
heroppe på Læsø, hvor jeg befinder mig i øjeblikket, men
det er også ensbetydende med multer. Det fik jeg syn for
i dag, stod oppe på kajen og snakkede telefon,
tilfældigt kigger jeg på vandet, Wauu, der var tre kæmpe
store multer. Skyndte mig at rigge fluestangen til med
en lille red tag, fiskede langs molen hvor jeg havde set
dem fra starten, men de trykkede sig og var bestemt ikke
interesserede i min flue. Efter en del
blindfiskeri over den plads jeg havde spottet dem på
først, stod jeg efter en tid direkte over pladsen,
pludselig kom de ud fra skyggen, jeg var ved at tabe
næse og mund, for de fisk var store, faktisk så store at
min puls steg, kæmpe oplevelse...
|
 |
|
Denne fisk var den mindste af de tre. De to
andre må have stået langt inde, for jeg så dem
først, da de alle tre svømmede væk. |
Efter de havde cirklet
rundt på bunden en tid, forsvandt de, jeg stod i solen
og gjorde mit bedste på at smelte væk, fortrak dog til
skyggen. De fisk glæder jeg mig til at fiske på igen.
Onsdag d. 5. juli.
Sommerfisk i Varde Å.
Per Hansen, Sig ringede til
formiddag, for at fortælle om en god oplevelse han havde
i går. Per var taget en tur til åen tidligt på aftenen,
med den lette to-håndsstang. Efter en times tid hugger
så en fin lille sommerfisk. En laks på 57-58 cm der
efter en hidsig fight fik sin frihed igen. Fisken var
helt frisk i åen og med en del havlus.
Sommerfisken er altså i
åen, og det er på tide at finde det lette grej frem,
måske endda med flydeline.
Mandag d. 3. juli. Mere
sjov i Gels Å.
Igen i går gik turen til Gels Å. Der var flere folk på
åen, så den første del at turen gik vanlig med en masse
snak. Det blev dog min tur til at fiske, og ikke længe
efter, rejste jeg den første fisk. Den fik endnu et par
chancer på fluen, hvorefter jeg fortsatte min tur
nedover, der var næppe gået ti kast, før jeg rejste
endnu en fisk, helt fantastisk. Så kom en god kammerat,
Jesper op øverst, jeg fortalte om hvor jeg havde rejst
fisk og der gik da heller ikke længe før Jesper rejste
en. I mellemtiden havde jeg genoptaget mit fiskeri, og
pludselig, slam, så var der fast fisk på. Den for hid og
did, lidt mærkelig adfærd, og jeg blev mere og mere
overbevist om at det var en gedde, dog passede det ikke
helt overens med den sølvblanke side jeg kunne se i
vandet engang i mellem. Pludselig for den ud af vandet,
som skudt ud af en kanon, helt fri og ned igen med et
ordentligt plask. Nå efter en spændende og sjov fight
fik Jesper nettet fisken og den kom på land. Den fik et
gok i roen og er nu på vej til stegepanden som
fiskefrikadeller.
Genoptog fiskeriet,
Jesper var i mellemtiden kommet så tæt på at hans flue
landede ved siden af hvor jeg gik og fiskede. Lige som
han havde lagt fluen over på den anden side, kom der en
fisk op og tog den, "Så er der fisk" sagde jeg, endnu
før Jesper selv fik det udtalt. Bare en lille
sommerfisk, sagde Jesper, det viste sig at være endnu en
gedde, mindre end den første, men fin til førnævnte
frikadeller.
Kort efter rejste jeg
endnu en fisk, denne gang så åen gyngede, men desværre,
det blev ved det. Nu sidder jeg bare og glæder mig til i
aften.
Afslutningsvis kan jeg
fortælle at en fisker ved åen, havde held til at fange
en 4 kg havørred i går formiddag midt i den stegende
sol.
Fantastisk så mange
positive oplevelser den å kan give, syntes det bekræfter
til fulde at der er noget rygende galt i de lidt
nordligere vandløb. Lad os håbe at disse vandløb på et
tidspunkt når den samme standard...
 |
|
Skurken her vejede godt 5 kg |
 |
|
one way ticket til stegepanden |
Søndag d. 2. juli. Kæmpe
oplevelse i Gels Å.
Frank "Lucky-Bastard"
ringede i går aftes, han ville lige fortælle om de
oplevelser han havde haft fredag aften. Frank havde
været en tur på Kongeåen og havde udover at tabe en fisk
på 5-6 kg, efter en halv times fight, set flere andre fisk i overfladen. Så der er
ikke længere tvivl, sommerfiskene er kommet. Frank havde
fortalt det til et par stykker mere, hvilket havde
resulteret i noget nær besøgsrekord på det stykke vand.
Vel ankommet til Gels å,
fik jeg endnu en sludder med en fluefisker der også
havde været på åen fredag aften. Han kunne fortælle om
stor aktivitet, hvilket gjorde at jeg gik øverst med
stor forventning om en spændende aften. Jeg havde da
også kun fisket 20 meter, før jeg så de første
bevægelser i vandet. Overfladen ligesom sitrede, og så
pludselig, slam, slam, slam; så rykkede der tre fisk ud
fra kanten og gik opstrøms. Fantastisk, det er længe
siden jeg har oplevet så mange fisk rykke på så kort
afstand. (De stod inden for 6 meter) Jeg varskoede de to
andre fiskere, der på det tidspunkt sad og drak kaffe.
En af dem gik ovenfor hvor jeg fiskede, og han var lige
nået ned hvor jeg varskoede, og råbte, "Så er der fast
fisk" gik tilbage og gjorde nettet klar og efter en kort
og hektisk fight, kom en helt sølvblank gedde til
overfladen. Så knækkede forfanget og den gled retur i
åen. Flueskift og på den igen, i mellem tiden var jeg
gået opstrøms for at fiske strækket igennem endnu
engang, så kaldte han igen, "fast fisk" desværre ikke så
længe for den faldt af efter kort tid. Nyt kast, slam,
igen var der fisk. Endnu engang knækkede forfanget, og
vi blev enige om at det nok var gedden der havde været
der endnu engang. Alt i mens vi stod og snakkede, blev
der pludselig meget liv i vandet, overalt rykkede
fiskene rundt, en af dem så stor at der ligefrem kom
bølger på åen; Helt vildt og noget af en oplevelse. Det
blev min tur og sandelig om ikke jeg også fik fisk på,
men som makkeren, blev det en kort oplevelse og
fisken faldt af igen. Så blev månen orange og der kom
dis rundt om den, lige som et signal, blev der pludselig
helt stille i vandet og der skete ikke mere. Makkeren
kunne fortælle at han havde nu fisket der i 20 år, han
havde fanget mange fisk på spinnegrej, men havde aldrig
oplevet at have så mange kontakter på flue på så kort
tid. Det var også helt utroligt, noget jeg vil huske
længe.
Efter endt fiskeri gik vi
op og drak kaffe, her kom så to fiskere mere der havde
været længere ude, de havde intet oplevet, så det var
vist med lidt skepsis at de lyttede på vores beretning,
men spændende var det i alt fald.
På vejen hjem kørte jeg
igen forbi mejeriet i Kongeåen, her havde der været
fuldstændig stille og de havde ikke oplevet noget som
helst, men lur mig, Ryan var kommet til åen mens jeg var
ved Gelså, og jeg skulle blive overrasket om ikke han
havde oplevet et eller andet, talte dog ikke med ham, så
det må stå hen i det uvisse...
Mere nyt i morgen.
Lørdag d. 1. juli.
Kæmpelaks fra Varde.
Så er der begyndt at ske
noget. I formiddag blev der fanget en laks på 16 kg, 119
cm i Varde Å. I Sneum Å har der ligeledes været gang i
den de sidste dage, der er fanget flere fine havørreder
op til næsten 5 kg.
Flere rapporter de
følgende dage. |