Global Fly angler

 
 


 

Global Fly angler


Under denne overskrift fortsætter Jonas Rygaard dette kapitel på siden. Jonas historie stammer fra Mörrum hvor han fangede sin første laks, men læs nu hvad vor udsendte Global Fly Angler beretter:

Laksedebut i Mörrum

d. 19.-22. Juni 2008

Af Jonas Rygaard

Det hele startede med at jeg blev inviteret på min første tur til Mörrum af nogle fiskekammerater fra Ribe. Turen skulle være en forlænget weekendtur, hvor vi ville tage der op om torsdagen d. 19. juni, og så køre hjem igen søndag d. 22. om eftermiddagen.  Da jeg på forhånd ikke vidste meget om Mörrum og fiskeriet der oppe, lånte jeg bøger og guides af fiskekammeraterne til hvordan man fiskede åen. Jeg blev hurtigt klar over, at det nok ikke var Mörrum man tog til hvis man ville fange mange fisk på hver tur – der skulle arbejdes for fiskene

 

Vi var der oppe torsdag aften, hvor vi blev indkvarteret hos en ældre dame der lejede nogle værelser ud. Vi tog derefter til kontoret ved Kronolax fiske for at få kort og se på vandet. Her kunne vi konstatere at der var meget lidt vand i Mörrumsåen, vandet var tilmed også varmt, og ville nok gøre fiskeriet mere besværligt. 

Fredag morgen drog vi mod åen spændte på dagens fiskeri. Vi startede fiskeriet ”inde i byen” omkring pool 1, 4 og 17. I pool 4 havde Henrik, min fiskekammerat fra Ribe, allerede den første laks! God start, fisken røg desværre af efter få sekunder. Efter vi havde fisket mere på 4’eren drog vi videre op ”i skoven” for at fiske. Vi havde set at de fleste fangede fisk inden for de sidste par dage var fanget i pool 27. Derfor startede vi fiskeriet her efter middagstid og fiskede os ned efter i pool 26 og 25. Da der var mange mennesker i pool 27, valgte jeg at tage op mod Rosendalan (pool 31 og 32) i stedet for. Her gik jeg for mig selv det meste af eftermiddagen, så kun få fisk og mærkede intet, men utroligt lækkert sted at fiske! Om aftenen fiskede vi igen inde i byen og mærkede stadig ikke mere.

Lørdag morgen startede vi oppe i skoven, hvor jeg nu prøvede at fiske ned over pool 27, 26 og 25. Her fik jeg en stor skalle lige der hvor man ville have forventet at laksen ville hugge. Herefter drog vi ned mod campinpladsen, og jeg begyndte at fiske pool 21, 22 og 23. Jeg fandt ud af at det var meget svært at komme til mange steder i de pools, men jeg så da en del fisk ved broen i pool 21. Igen lykkedes det mig kun at fange skaller på mine små rørfluer. Om aftenen drog vi til pool 4 for at grille og spise. Det er det perfekte sted at spise sin aftensmad, da man hele tiden har springende laks og havørred at kigge på. Efter maden fiskede vi poolen igennem – det blev ikke til flere hug den dag.

Søndag så bedre ud vejrmæssigt, da vinden havde lagt sig lidt og det var blevet overskyet med en smule morgenregn, hvor de to foregående dage havde været med høj sol og varme. Det var også dagen for hjemturen, hvilket betød vi kun fiskede til kl. 13. Vi startede fiskeriet oppe i skoven ved pool 27, hvor vi intet mærkede. Tiden gik og vi skulle snart til at hjem af, men vi blev dog enige om lige at køre forbi pool 4 igen omkring kl. 13 – det var jo det eneste sted vi havde mærket fisk på hele turen. Vi snakkede om hvem der ville starte hvor lige som vi altid gjorde. Det blev sådan at jeg gik

først ned over 4’eren og Henrik ville så gå bag mig. Den sidste fiskekammerat, Erik, ville gå over på modsatte side af 4’eren og fiske ud til de store sten. Jeg får fisket ned over poolen, fiskende med en ”White Shrimp microtube”. Fluen bliver stribet hurtigt ind, da vandet næsten er stillestående. Da jeg kommer hen til de mange sten som ligger ved knækket af pool får jeg et ordentligt hug mens jeg striber fluen ind. Jeg havde fået det jeg havde ventet på hele turen – en fisk på krogen! Efter noget panik med at vågne op af sine egne tanker, og noget løsline som skulle på hjulet i en fart, fik jeg mere ro på situationen. Erik som stod på den modsatte side af åen, havde i den grad hørt mit udråb da fisken huggede, og var nu på vej løbende hen over broen, mens han fandt kameraet frem. Henrik, som havde gået efter mig beroligede mig og sagde hvordan jeg skulle håndtere fisken, sådan at den ikke gik ned over fossen længere henne. Vi havde endnu ikke set fisken før Erik var fremme med kameraet og begyndte at tage billeder af fighten. Der var ingen tvivl om at det var den største fisk jeg havde haft på en fluestang, og da vi så den vende første gang i overfladen blev jeg overasket. Den var stål blank og vejede nok mellem 7 og 10 kilo. Henrik var mand for at lande fisken, og med et fast tag i halen lå den nu i græsset. Jeg tror jeg udstødte nogle sære lyde efterfølgende. Nu havde jeg fanget min første Mörrumslax, og så endda på første tur, hvilket må siges at være noget af en umulighed. En rigtig god afslutning på fiskeriet, og vi tog derefter op til indvejningen og fik taget billeder af fisken oppe ved kværnstenen ud for pool 1. Så gik turen hjem af med et løfte om at det ikke er sidste gang jeg fisker i Mörrum.  

PS: Tak til Tommy for lån af fluehjul!

Jeg har indsat dette billede af fluen som Jonas fangede fisk på. Tommy