En historie om rejefluer

De Irske (og andre) rejefluer til brug i ferskvand efter havørred og laks har gennem de sidste 75 år undergået en udvikling fra temmelig pompøse til meget mere enkle fluer i stil med Ally's shrimp. Jeg har gennem mange år samlet disse mønstre, dels på mine rejser i Skotland og Irland og dels gennem den litteratur der er udgivet omkring emnet. Jeg medtager derfor en referenceliste, således at læseren selv kan studere mere om emnet, hvis det måtte have interesse.

Denne samling af rejefluemønstre er hovedsagelig af typen hvor der er anvendt guldfasan kropsfjer som hackler, men også de mere moderne hvor der er anvendt hår som følehorn/antenner. En del fluer kaldes for rejefluer (sikkert med rette) men er bundet med hårvinger. Min opfattelse er at disse fluer ikke er "rigtige" rejefluer, hvorfor jeg har valgt at udelade dem. Måske tingene ændrer sig, det kan kun fremtiden vise.

Nogen af de personligheder, der har betydet mest for udbredelsen af rejefluer er (selvfølgelig) Pat Curry, der står som stamfar til de første modeller og E.C. Heaney, der ligeledes var med fra starten tilbage i 1930'erne. Men lige så vigtig er E.D. Malone (blandt venner Ted) der skrev den første bog "Irish trout & salmon flies", der handler om denne fluetype. Ted er i dag langt over 90 år, og er virkelig en kapacitet på området, hans indsigt i den Irske fluebindertradition er enorm, og hans bøger glimrende illustreret med fluer bundet af den nord-irske fluebinder Frankie McPhillip. Frankie er ligeledes en meget stor kapacitet og læsere der gerne vil se mere til hans formidable håndværk, kan se nogen af hans fluer på gæstefluesiden andetsteds på denne hjemmeside.
Den næste person jeg vil fremhæve er Peter O'reilly. Peter skrev bogen "Trout & salmonflies from Ireland" tilbage i starten af 1990'erne, en bog der fik mine øjne åbnet for disse meget smukke fluer. Peter fortæller i sin bog, dels om fluerne, men også lidt om deres tilhørsforhold til de forskellige floder samt noget om fluernes bagmænd. For alle ovennævnte nulevende fluebindere gælder at jeg har haft fornøjelsen af at binde sammen med dem på forskellige shows rundt om i Europa.

Den næste milepæl inden for denne genre er bogen "Shrimp & Spey flies for salmon" af Chris Mann og Robert Gillespie. Bogen indeholder en masse god historie om både fluerne og binderne bag dem. Chris Mann er computerillustrator, hvilket har betydet at bogen ikke har nogen fotografier, men i stedet computeranimerede tegninger. Jeg bryder mig meget lidt om dem, men vil alligevel anbefale bogen, da den som nævnt indeholder masser af rigtig god information. Det er så mit håb at mit bidrag i form af denne hjemmeside kan bidrage med endnu et aspekt til den spændende historie, som historien om rejefluerne entre i Danmark er.

Rejefluernes historie i Danmark er helt forskellig fra den Irske. Her blev fluerne først brugt som ophængerfluer af spinnefiskere på kysten tilbage i 1970'erne. Typen blev slet og ret kendt som Irlandsfluen og var en konventionel rejeflue med baghackle af guldfasan kropsfjer og med en krop af gul og rød silke. Center og fronthackle var af badger hane og fluen blev bundet med jungle cock.

Her fluen bundet på en lille dobbeltkrog. Guldfasan kropsfjeren er bundet ind på center hacklets plads, som det ofte ses på de helt små modeller.

En anden markant forskel på fluerne i Irland i forhold til herhjemme er, at fluerne derovre ofte bindes med jungle cock vingen opret og lagt mod hinanden kaldet "back to back" videre er jungle cock vingen meget ofte bundet ind under front hacklet.

Modsat herhjemme hvor traditionen byder at man binder fjerene ind foran front hacklet og samtidig fladt over fluens ryg og i V-form. Metoden kendes også som "flat & diveded" eller "flat & in V-shape" Der er således ingen regler uden undtagelser og man ser da også typerne repræsenteret i de forskellige lande.

Her er vingen bundet fladt hen over ryggen på fluen.

Gængs for de "gamle" rejefluer er at de bindes med en to-delt krop med tre hackler. De nyere mønstre en som nævnt i mønsterbeskrivelserne ofte bundet med følehorn af hår og de nyeste skud på stammen er bundet helt uden front hackle, altså baghackle, center hackle, forkrop og jungle cock fjer som vinge, hvilket giver fluen et helt andet og meget tyndt udseende, på det der skal forestille at være rejens bagkrop, hvilket jo også er helt i stil med hvordan en reje i virkeligheden ser ud. At vores fluer så hverken er gennemsigtige eller har rejens naturlige farver skal jeg ikke kunne forklare, blot konstatere at de er ualmindelig effektive og samtidig meget smukke at se på når de er dresset korrekt.

Når fluerne bindes i helt små størrelser (dvs. størrelser mindre end # 14) , er det normalt at flytte baghacklet frem hvor centerhacklet har sin normale plads, og centerhacklet bindes så ind under fronthacklet. Et eksempel kan ses med Owenea shrimp (klik her) der altid har været bundet uden bag hackle. På denne flue er der dog anvendt gul rumpefjer fra guldfasanen og ikke den normale røde kropsfjer. I øvrigt en af de meget få rejefluer hvor der bruges gule kropsfjer ( der for at gøre forvirringen komplet, ofte bindes med en gul fjer der oven i købet er farvet orange). Endelig er der enkelte af mønstrene hvor man bruger tippetfjeren som hackle. Hvilket giver en fantastisk effekt når fluen står og pulserer i vandet.

I disse år er det blevet meget populært at binde de helt små rejefluer på 2 mm rør, de er ikke særlig lange, nogen gange kun 5 mm, men rørene har den fordel at man under bindingen undgår at stikke fingerspidserne til blods på samme måde som når man binder på de små trekroge.

Med fremkomsten af coneheads, kom der endnu en ny tradition til rejefluebindingen. Min egen Olinsson's gold shrimp kan findes under rørfluer (klik her) sammen med flere andre konverterede rejefluer, hvor conehead'et sidder forrest. En anden variant er at binde coneheads ind imellem hacklerne, og på den måde lave kompakte og tunge fluer.

I

Her er fluen bundet på ø 2 mm rør.

Magenta shrimp
Shrimp fly

Wilkinson light shrimp

Wilkinson dark shrimp
Olinsson's gold shrimp